Kontakt os

Drosthuset Dyssegården
Avderødvej 32A,
2980 Kokkedal

CVR: 26045592

dyssegaarden@dyssegaarden.dk

Side3

Efterværn

Målgruppen for Dyssegårdens efterværn (herunder udslusning) er unge mellem 18 og 23 år, der ved det fyldte 18. år bor på Dyssegården og modtager behandling her. Derudover er alle indskrevne unge på efterværn inden for vores målgruppe, som du kan læse mere om her.

Ifølge serviceloven skal en kommune altid tage stilling til efterværn, når en anbragt ung fylder 18 år. Et efterværn på Dyssegården kræver, at den anbringende kommune siger ja til det. Kommunens afgørelse træffes på baggrund af gældende lovgivning og Dyssegårdens anbefalinger og kun, hvis den unge ønsker at forlænge sit ophold som et efterværn.

Dyssegården støtter den unge i at få de bedst mulige betingelser for et fremtidigt voksenliv, herunder til at blive så selvhjulpen i egen bolig som muligt.

Unge i efterværn bliver boende på en af døgnafdelingerne på Dyssegården, og er omfattet af den overordnede behandlingstilgang – den psykodynamiske miljøterapi – som omfatter alle aktiviteter og alle personalegrupper på Dyssegården. Efterværnsindsatsen for den enkelte unge justeres på de halvårlige behandlingskonferencer.

Jeg øver mig på Dyssegården, fordi jeg gerne vil kunne bo alene i en lejlighed.

– Én af Dyssegårdens unge fortæller om efterværn

Vi støtter den unge, blandt andet ved at opstille konkrete udviklingsmål i et individuelt tilrettelagt forløb i henholdsvis efterværn- og udslusningsperioden. Udviklingspunkterne vil primært tage udgangspunkt i uddannelse, job, økonomi, forplejning, hygiejne, rengøring/oprydning, tøjvask og træning af færdigheder i forhold til sociale relationer. Formålet med at træne helt basale, praktiske og huslige opgaver er, at den unge kan udvikle sig i et miljø, der funktionsmæssigt ligger sig tæt som muligt op af at bo i en selvstændig bolig.

Efter konkret vurdering tilrettelægges et individuelt forløb i et efterværns- og/eller udslusningstilbud. Den del af efterværnstilbuddet, der består af intern botræning på Dyssegården, vil typisk vare et til to år. Varigheden er afhængig af den unges udvikling, som vil blive evalueret løbende på statusmøder med kommunen. Udslusningen, som finder sted under efterværnsperioden, hvor den unge bor i egen bolig og får et antal støtte-/tilsynstimer, vil efter aftale med kommunen gradvist nedreguleres til nul, normalt ved det fyldte 23. år.

De vigtigste elementer

  • Intern botræning på Dyssegården (efterværn cirka to år)
  • God personlig hygiejne
  • Dagligdags funktioner (ADL – Almindelig Daglig Livsførelse)
  • At forvalte sin egen økonomi
  • At håndtere sin medicin
  • At igangsætte og fastholde uddannelse og job
  • At etablere og vedligeholde sociale relationer
  • At etablere et ungdoms- og voksenliv
  • At lære at håndtere sine psykiske vanskeligheder/kende sine ressourcer og begrænsninger