Familie

 

“Vi støtter forældrene i et struktureret samarbejde”.

 

Dyssegården gør meget ud af at inddrage forældre så meget, som det er muligt og hensigtsmæssigt i et struktureret samarbejde. Det består i mindst to årlige samtaler, deltagelse i statusmøder, skole-hjem-samtaler og hyppige telefonsamtaler. Der tilbydes individuelle rådgivningsforløb og undervisning til forældre og pårørende.

Men også det uformelle og hyggelige vægtes højt: Første søndag i advent med forældre, søskende og bedsteforældre, sidste skoledag med overrækkelse af eksamensbevis – og alt “det løse” med udflugter, spisning og boldspil.

Der er mulighed for at låne et gæsteværelse efter individuel aftale med de pårørende/forældrene, hvis man kommer langvejsfra. Vi slår gerne flere typer af møder sammen, hvis man kommer langvejs fra.

 

 

Forældresamtaler

Dyssegården indkalder til mindst to årlige forældresamtaler – i daglig tale familiesamtaler. Deltagerne er forældrene, en af den unges kontaktpersoner og afdelingslederen. Hvis der er behov for det, deltager Dyssegårdens socialrådgiver eller psykolog også i møderne. Formålet med familiesamtaler er at udveksle erfaringer med hinanden, og at Dyssegården fortæller om institutionens behandlingsarbejde og inddrager forældrene i vores forståelse af den unge og vores tilgange til ham eller hende.

 

Forældreinddragelse i statusmøder

Vi afholder ligeledes statusmøder med to gange om året. Deltagerne er forældrene, kommunen og Dyssegården. Formålet med dette møde er at give den anbringende kommune og forældrene en beskrivelse af udviklingen siden sidst på en række områder, således at kommunen kan vurdere, om det er den rette foranstaltning, og om den kan fortsætte.

Skole/hjem-samtaler

Skole/hjem-samtaler afholdes minimum to gange årligt. Deltagerne er den unge, forældrene og en eller flere af Dyssegårdens lærere.

Formålet er at give forældrene en status siden sidst på en række områder og sammen med den unge og forældrene at få sat realistiske mål for den kommende skoleperiode.

 

Hyppig telefonisk kontakt

Forældrene bliver ugentligt eller efter aftale ringet op af en af barnets eller den unges kontaktpersoner. Formålet er at give forældrene en orientering om den generelle udvikling på dagligdags niveau, så de har mulighed for at følge deres barns udvikling i hverdagen. Telefonsamtalerne kan også bruges til praktiske og koordinerende formål.

 

Forældrearrangementer

Vi afholder arrangementer for de pårørende til unge, der er indskrevet på Dyssegården 2-3 gange årligt. Herunder er bl.a. vores arrangement hver sommer, som afholdes af skolen, hvor de unge modtager eksamensbeviser. Herudover har vi tradition for at invitere til undervisningsaften, hvor der er mulighed for at snakke med andre pårørende.