Kontakt os

Drosthuset Dyssegården
Avderødvej 32A,
2980 Kokkedal

CVR: 26045592

dyssegaarden@dyssegaarden.dk

DSC4009

Pårørendetilbud

På Dyssegården har vi et behandlingstilbud til de indskrevne unges pårørende. Tilbuddet indeholder mulighed for at deltage i et psykoedukationsforløb med undervisning, en sparringsgruppe for andre pårørende eller rådgivning hos vores psykologer, hvis du er pårørende til en ung på Dyssegården.

Psykoedukationsforløb og sparringsgruppe for pårørende

Psykoedukationsforløb og sparringsgruppen for pårørende afholdes på Dyssegården, foregår på den måde at interesserede pårørende skriver sig op til et forløb ved at kontakte enten psykolog eller afdelingsleder på den unges afdeling. Når der er nok tilmeldte opstarter et forløb, hvor de første 6-8 gange består af 1 times oplæg inkl. diskussion og 1 times sparring med de andre pårørende. Efter de første 6-8 gange med undervisning er der mulighed for at gruppen fortsætter som sparringsgruppe.

Grupper er på 6-12 deltagere og oplæggene afholdes af Dyssegårdens psykologer, socialrådgiver og miljømedarbejdere.

Indhold i psykoedukation delen

Undervisningen er centreret omkring de unges psykiatriske vanskeligheder og dertil relaterede emner, ud fra et fast program. Fokus er på bl.a. psykoser, miljøterapi, social lovgivning, kontaktpersoners rolle, selvskade og selvmordstanker/forsøg mm.

Indhold i sparringsdelen

Formålet er, at forældre og pårørende har et forum, hvor de kan tale sammen og udveksle erfaringer om, hvordan det er at være pårørende til en ung med psykiske vanskeligheder, at have et barn der bor på Dyssegården mm. Det er et frit samtaleforum uden indslag fra Dyssegården som udgangspunkt, men eventuelt med emneforslag.

Pårørendebehandling

Behandling hos vores psykologer i form af rådgivende samtaler tilbydes i tilfælde, hvor vi vurderer, at der er behov for det, og tilbuddet skaleres efter den enkelte families og situations behov. Det kan være familien selv der henvender sig eller personalet på Dyssegården, der bliver opmærksomme på behovet. Derefter beslutter behandlingsrådet på Dyssegården om der er mulighed for at tilbyde et forløb til de pårørende, hvorefter psykologen har en samtale med de pårørende mhp. på at afklare, hvad behandlingsbehovet er.

Behandlingstilbuddet til pårørende tager udgangspunkt i den unges udviklingsbehov og kan bestå af tre muligheder. I praksis vil et forløb ofte bestå af en kombination af de tre muligheder.

  • Familierådgivning (med forældre og den unge)

Familierådgivning består af rådgivning til den unge sammen med den unges forældre/pårørende. Rådgivningen varetages af den unges psykolog. Varigheden af hver samtale vil typisk være ca. 1 time i et afgrænset forløb à 2-5 gange. Hvis der herefter vurderes yderligere behov for familiesamtaler skal det besluttes af behandlingsrådet. Familiesamtaler vil typisk være relevante i situationer, hvor der er problematikker i relationen mellem den unge og dennes familie. Det kan f.eks. dreje sig om at få hjælp til kommunikationen i familien, konflikthåndtering, familiens forståelse af den unges vanskeligheder og behov mm.

  • Forældrerådgivning (forældre uden den unge)

Forældrerådgivning består af rådgivning til den unges forældre eller andre pårørende uden den unges deltagelse. Rådgivningen varetages af den unges psykolog. Varigheden af hver samtale vil typisk være ca. 1 time i et afgrænset forløb à 2-5 gange. Hvis der herefter vurderes yderligere behov for familiesamtaler skal det besluttes af behandlingsrådet. Forældresamtaler vil typisk være relevante i situationer, de pårørende har behov for rådgivning uden den unge deltager. Det kan f.eks. være fordi den unge ikke har behov for at deltage, at den unge vil blive overbelastet af at deltage eller det drejer sig om en problematik imellem de pårørende, som ikke direkte involverer den unge, men dog påvirker den unges trivsel eller udvikling.

  • Individuel rådgivning

Individuel rådgivning består af rådgivning til en enkelt af den unges pårørende. Rådgivningen varetages af den unges psykolog. Varigheden af hver samtale vil typisk være ca. 1 time i et afgrænset forløb à 1-3 gange. Hvis der herefter vurderes yderligere behov for rådgivning skal det besluttes af behandlingsområdet. Individuel rådgivning vil typisk være relevant i situationer, hvor der er en af de pårørende der er i krise, f.eks. i forbindelse med indskrivning af den unge, eller ved særlige problematikker, der har indflydelse på den unges trivsel. Rådgivning vil oftest være af støttende og afklarende karakter.