Peter Rødbro Johannessen

Forstander


“På Dyssegården bidrager vi til, at børn og unge med psykiatriske lidelser opnår en meningsfuld tilværelse med de bedste muligheder for udvikling. Det gør vi ved at skabe håb, yde støtte og omsorg samt give specialiseret behandling.”

Supplerende behandling

På Dyssegården har vi forskellige typer af supplerende behandlingstilbud, du som ung kan tilbydes, såfremt det i behandlingsteamet vurderes relevant. Dyssegårdens supplerende behandlingstilbud består af: Terapeutiske og psykoedukative gruppeforløb; et gruppeforløb med kognitiv træning, NADA-behandling samt sanseforløb. Du kan læse mere om tilbuddene nedenfor.

Terapeutiske og psykoedukative gruppeforløb

Dyssegården tilbyder fire forskellige terapeutiske og psykoedukative gruppeforløb. Alle fire gruppeforløb løber over 14 sessioner og foregår mandage i tidsrummet 14.30-15.30. Gruppeforløbenes programmer er udarbejdet af Dyssegårdens psykologer og har hver gang en fast dagsorden. Vi har følgende fire gruppeforløb:

  • Social færdighedstræning: I gruppen lærer vi om sociale færdigheder, og vi får mulighed for at øve vores egne sociale færdigheder. Der vil i gruppen især være fokus på at lære om kropssprog, at indlede, vedligeholde og afslutte en samtale og hvordan man får og vedligeholder nye venskaber.
  • Angstgruppe: Gruppen er for alle unge, som har en angstlidelse (herunder også OCD), eller som er generede af angstsymptomer eller tvangsmæssige symptomer. Hver uge introduceres et tema, som er relevant ift. bedre håndtering af angstsymptomer. Formålet med gruppen er, at vi sammen kan få større forståelse for os selv og andre med lignende problemstillinger, samt lære om og øve os i mestringsstrategier til bedre at kunne tackle angst- og/eller tvangssymptomerne.
  • Følelsesgruppe: I gruppen øver vi os sammen i at forbedre evner til at kunne forstå, identificere og regulere forskellige følelser. Vi har fokus på at blive mere bevidste om, hvad der udløser de forskellige følelser hos os hver især, samt hvilke hensigtsmæssige strategier, man kan bruge til at regulere og håndtere følelserne.
  • Skizofreni/psykose-gruppe: Gruppen er for alle unge, som har en skizofreni eller psykose diagnose, eller som er generede af psykotiske oplevelser eller symptomer. I gruppen lærer vi mere om, hvad skizofreni og psykose er, og hvordan det viser sig i vores hverdag. I gruppen lærer vi også om mestringsstrategier, og vi øver nye måder at håndtere psykose og skizofreni på.

Kognitiv træningsgruppe

Hvis man har en psykisk lidelse, er det meget almindeligt at man samtidig også oplever udfordringer med sin tænkning. Det kan for eksempel være, at man har svært ved at koncentrere sig, huske det, som bliver sagt, eller har vanskeligt ved at overskue og planlægge forskellige aktiviteter og gøremål i dagligdagen. Sådanne udfordringer med tænkningen kaldes for kognitive vanskeligheder, og de kan gøre det svært at klare helt almindelige opgaver i både skolen og fritiden. Hvis man er plaget af kognitive vanskeligheder, kan man derfor hurtigt komme til at bebrejde sig selv og føle sig utilstrækkelig.  

Heldigvis kan ens tænkning forbedres, hvis man træner, og man kan blive bedre til at håndtere de kognitive vanskeligheder, man har, hvis man arbejder med dem. I gruppen arbejder den enkelte unge specifikt i forhold til sine egne kognitive vanskeligheder i et computerbaseret træningsprogram. I fællesskab arbejder vi med konkrete strategier i forhold til hvordan kognitive udfordringer kan håndteres, så de giver færre udfordringer i dagligdagen. Gruppen mødes én gang om ugen, til en session af 90 minutters varighed.  

For at kunne målrette træningen i forhold til den enkelte unges kognitive vanskeligheder, er det nødvendigt at den unge har en opdateret og retvisende kognitiv profil. Hvis ikke den unge har en sådan profil, kan den unge blive kognitivt testet hos en af Dyssegårdens psykologer, så en kognitiv profil kan blive udarbejdet før opstart.

NADA-behandling

NADA (National Acupuncture Detoxification Association) er en øre-akupunktur metode udviklet i USA i begyndelsen af 1970’erne ud fra en Traditionel Kinesisk Medicinsk tankegang. I Danmark blev metoden introduceret i 1997 og bruges nu mange steder i psykiatrien. På Dyssegården kan vi efter individuel vurdering tilbyde NADA som et supplement til den øvrige behandling. I NADA benyttes der meget tynde sterile engangsnåle, som sættes på 5 forskellige punkter i ørerne. Således kan de hjælpe til at regulere fysiske og psykiske ubalancer i kroppen. Det er de samme 5 punkter – i begge ører – der anvendes hver gang.  

NADA kan virke angstdæmpende, medvirke til at skabe mental og fysisk ro, støtte koncentrationsevnen og dermed evnen til indlæring, samt medvirke til en bedre søvnrytme. NADA-behandlingen tilbydes i rolige omgivelser uden forstyrrelser. En behandling varer 40-45 minutter og kan altid afbrydes, hvis der er behov for dette. Før du som ung kan tilbydes NADA, kræves det drøftet med egen læge eller behandlende psykiater, og der skal være indhentet relevant samtykke. Forløbet foregår over 12 gange, hvor behandlingen forekommer 2 gange ugentligt – således varer forløbet ca. 6 uger.

Sanseforløb

På Dyssegården kan de unge blive visiteret til et individuelt forløb med et sanseforløb, som foregår i vores sanserum. Hvis du er blevet visiteret til et forløb i sanserummet, udfærdiger en af vores ergoterapeuter en sanseprofil sammen med dig. En sanseprofil er et redskab, der giver viden om den enkeltes sansesystem og kan bidrage til øget forståelse for adfærd, udfordringer, ressourcer samt aktivitetsproblematikker.  

Forløbet i sanserummet indebærer bl.a. brug af vandseng, vandsøjler, rolig musik, og tilpasset belysning. Målet med forløbet er, at den unge oplever en positiv effekt og evt. fremadrettet vil benytte sanserummet (i følge med øvrigt personale) som strategi til ro og regulering. Samtidig er målet, at den unge får en større kropslig forståelse, og kan benytte sine erfaringer fra forløbet i andre relevante sammenhænge, hvor der er behov for at kunne håndtere sanseinput og regulere sit nervesystem. Forløbet foregår over 12 gange, hvor behandlingen forekommer 2 gange ugentligt – således varer forløbet ca. 6 uger.  

Scroll to Top