Sanseintegration og sansemodulation

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 04.10.2026

Sanserne som en del af behandlingen

Sanserum
Vores sanserum anvendes tværfagligt, som en del af den samlede behandlingsindsats.

På Dyssegården er sanseintegration og sansemodulation en del af den samlede behandlingsindsats. Vi ved, at sanserne har stor betydning for, hvordan barnet, den unge eller den unge voksne oplever og reagerer på omverdenen. Når nervesystemet er i ubalance, kan det påvirke blandt andet koncentration, følelsesregulering, deltagelse i fællesskaber og evnen til at mestre hverdagens krav.

Gennem målrettede sansebaserede indsatser arbejder vi med at understøtte reguleringen af nervesystemet og skabe de bedste forudsætninger for trivsel, udvikling og deltagelse. Indsatserne tilpasses altid den enkeltes behov og indgår som en naturlig del af vores ergoterapeutiske og miljøterapeutiske arbejde.

Sanserum i praksis

På Dyssegården er sanserummet en integreret del af den tværfaglige behandlingsindsats og benyttes ud fra en konkret faglig vurdering. Rummet understøtter barnets, den unges eller den unge voksnes mulighed for at finde ro, regulere nervesystemet og genfinde balance – både forebyggende og i situationer med øget belastning.

Sanserummet kan bruges som forberedelse til aktiviteter, der stiller krav til koncentration, opmærksomhed eller eksekutive funktioner, eksempelvis skolegang, samtaler eller andre behandlingsforløb. Det kan også fungere som et regulerende pusterum ved overstimulering, indre uro eller behov for afskærmning.

Sanserummet er en del af den samlede miljøterapeutiske indsats.
Strategierne, der udvikles her, skal kunne bruges videre i hverdagen,
så barnet eller den unge får flere muligheder for at mestre hverdagens situationer.

Ergoterapeut på Dyssegården

Sansemodulation og regulering

Sanserum
Ergoterapeut og ung i sanserummet, hvor terapeuten støtter den unge i at finde ro.

Tilpassede sansestimuli til den enkelte.

I sanserummet arbejdes der med sansemodulation gennem tilpassede sansestimuli med henblik på at understøtte regulering af arousal og nervesystemet.

Afhængigt af den enkeltes behov kan der arbejdes med forskellige sanser, herunder:

  • Berøringssansen
  • Muskel-led-sansen
  • Synssansen
  • Høresansen

Sanserummet anvendes som et understøttende redskab i behandlingsarbejdet med fokus på trivsel, regulering og øget mestring i hverdagen.

Sansekasser

Beroligende aktiviteter lige ved hånden

Sansekasse afdeling
Vores sansekasser indeholder forskelligt fidget toys og flashcards med idéer til beroligende aktiviteter.

På Dyssegården har vi sansekasser i alle afdelinger, i skolen og i vores mødelokaler. Sansekasserne indeholder forskellige sansestimulerende redskaber, som kan bruges til at skabe ro, understøtte sanseregulering og hjælpe med at regulere nervesystemet. Indholdet er tilpasset de forskellige omgivelser og den situation, sansekassen anvendes i.

De sansestimulerende redskaber kan støtte barnet, den unge eller den unge voksne i blandt andet at fastholde opmærksomheden i skolen eller under møder, regulere indre uro og følelsesmæssige tilstande samt øge eller sænke arousal efter behov.

I flere af vores sansekasser findes også flashcards med forslag til beroligende aktiviteter. Sammen med en medarbejder kan barnet, den unge eller den unge voksne være nysgerrig på, hvilke aktiviteter der opleves som hjælpsomme i forskellige situationer, og hvilke sanser der aktiveres.

På den måde bliver sansekasserne ikke kun et redskab til at skabe ro her og nu, men også en mulighed for at udvikle en større forståelse af egne sansemæssige behov og strategier til selvregulering.

Sansekasserne indgår som en del af vores ergoterapeutiske og miljøterapeutiske arbejde med at styrke trivsel, deltagelse og mestring i hverdagen.

Afledende og opkvikkende

Sansekasse madvarer
Vores sansekasser med madvarer indeholder bl.a. chilikugler, kanel vingummi og pebermyntebolcher.

I skolen og på alle vores afdelinger har vi sansekasser med forskellige madvarer, der primært stimulerer smagssansen og den proprioceptive sans. Sansekasserne indeholder blandt andet syrlige, stærke og friske madvarer, som kan anvendes som en sansestrategi i hverdagen.

Vi tilbyder også disse madvarer som et alternativ til p.n.-medicin. Et stærkt chilibolche eller en syrlig smag kan for nogle virke afledende ved svære tanker eller intense følelser.

I afdelingernes køle- og fryseskabe findes desuden friske råvarer som eksempelvis citron og chili, der kan bides i. Derudover har vi isterninger og isstave, som kan holdes i hænderne for at give kuldepåvirkning. For nogle kan dette virke afledende og stimulere smertereceptorerne ved eksempelvis trang til selvskade.

Når vi arbejder med sanser, arbejder vi samtidig med deltagelse.
Sanserummet er ét af flere redskaber, der kan styrke barnet eller den unges
mulighed for at regulere sig selv og engagere sig i hverdagens aktiviteter.

Ergoterapeut på Dyssegården

En selvejende fond
Alt hvad vi gør på Dyssegården,
går tilbage til børn og unge

Dyssegården er en selvejende nonprofit fond. Det betyder, at vi ikke har ejere, aktionærer eller investorer, og at der ikke trækkes overskud ud af organisationen.

De midler, vi genererer, reinvesteres: Til behandlingsindsatsen, de fysiske rammer, den faglige udvikling og de medarbejdere, der hver dag skaber tryghed, behandling og udvikling.

For jer som forældre, pårørende og samarbejdspartnere betyder det én ting: Alt, hvad vi gør, går tilbage til børn, unge og unge voksne.

Læs mere om vores faglige fundament