Dagbehandling for børn og unge
Et tilbud til børn og unge, der bor hjemme.
Dagbehandlingen er målrettet børn og unge, der bor hjemme, men har behov for et specialiseret behandlings- og undervisningstilbud i hverdagen. For at være tilknyttet dagbehandlingen skal den unge være indskrevet i Dyssegårdens skole eller stu.
Dagbehandlingen er åben mandag–torsdag kl. 7.30–17.00 og fredag kl. 7.30–16.00. Der er lukket tre uger i sommerferien og dagene mellem jul- og nytår samt på søgnehelligdage.
Vores dagbehandling

- Fælles opholdsrum i afdeling Saturn.
Dagbehandlingen er integreret i skolens miljø og bygger på samme psykodynamiske og miljøterapeutiske tilgang som resten af Dyssegården. I daglig tale kalder vi vores dagbehandling for Saturn. Struktur, forudsigelighed og tydelige rammer er centrale elementer i indsatsen.
Den unge har adgang til fællesområder og rolige pauserum, hvor det er muligt at trække sig og få støtte ved behov. Miljøterapeuter indgår som en fast del af skoledagen og deltager i undervisning og aktiviteter. Det giver mulighed for løbende støtte og behandlingsmæssig opmærksomhed gennem hele dagen.
Dagbehandlingens elever spiser formiddagsmad og frokost i fællesskab med miljøterapeuterne ansat i Saturn samt elever fra Fredensborghuset. Vi får maden fra Dyssegårdens eget køkken.
Læs mere om vores dagbehandling, fortalt til børn og unge
Behandlingsarbejdet
Hver ung har en kontaktperson, som sikrer kontinuitet i behandlingsforløbet. Behandlingsarbejdet i dagbehandlingen tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte og i tæt samarbejde mellem kontaktpersonen, familien og det tværfaglige team. Struktur, kontinuitet og løbende opfølgning er centrale elementer i indsatsen.
Behandlingsarbejdet omfatter blandt andet:
- Udarbejdelse og løbende evaluering af den individuelle behandlingsplan i det tværfaglige team.
- Tæt og løbende kontakt med forældrene, herunder ugentlig kontakt fra kontaktpersonen.
- Familiesamtaler med fokus på barnets og den unges behandling og udvikling.
- Et individuelt ugeskema, som gennemgås dagligt og understøtter struktur, overblik og forudsigelighed.
Aktiviteter

- Nicklas, Cassandra og Louise er alle tre pædagoger og ansat i Saturn.
Dagbehandlingen arrangerer aktiviteter gennem hele året og i skoleferierne, herunder ture ud af huset og feriekoloni. Eleverne tilbydes desuden eftermiddagsaktiviteter på alle hverdage, både på Dyssegården og uden for huset.
Vi lægger vægt på at skabe gode fælles oplevelser og mulighed for at indgå i fællesskaber på tværs af dagbehandlingen, skolen og Dyssegårdens øvrige børne- og ungeafdelinger. Der afholdes blandt andet temafredage for dagbehandlingens elever og fælles aktiviteter, hvor børn og unge kan mødes på tværs og være sammen om forskellige interesser og oplevelser.
Aktiviteterne planlægges på forhånd med fokus på struktur og forudsigelighed, så den enkelte har mulighed for at forberede sig og deltage ud fra egne behov og forudsætninger.
Læs mere om aktiviteter og fritid, fortalt til børn og unge
Vi møder barnet eller den unge dér, hvor det er.
Nogle dage handler det om undervisning, andre dage om at skabe ro nok til,
at læring overhovedet bliver mulig. Begge dele er en vigtig del af behandlingen.
Pædagog på Dyssegården
I denne video fortæller skoleleder Liselotte og dagbehandlingselev Aiden om Dyssegårdens dagbehandlingstilbud, Saturn.
Liselotte fortæller om Saturns pædagogiske og behandlingsmæssige rammer, og hvordan undervisning, struktur og tværfagligt samarbejde understøtter den enkelte elevs udvikling. Aiden deler sine egne erfaringer med at gå i dagbehandlingen og fortæller om, hvordan hun er blevet mere åben, har fået større selvtillid og oplever, at der er plads til at være sig selv og at blive accepteret for den, man er.
Videoen giver et indblik i, hvordan Dyssegårdens dagbehandling kan skabe rammer for læring, fællesskab og personlig udvikling for børn og unge med psykiatriske vanskeligheder.
I denne video fortæller skoleleder Liselotte, lærer Tanja, Aiden fra dagbehandlingen og Nathalie fra én af Dyssegårdens børne- og ungeafdelinger om hverdagen i Dyssegårdens skole.
De giver sammen et indblik i, hvordan skole, behandling og trivsel tænkes sammen i en hverdag med struktur, forudsigelighed og individuelle hensyn. Liselotte og Tanja fortæller om den faglige tilgang i undervisningen, mens Aiden og Nathalie deler deres egne oplevelser af at gå i skole på Dyssegården.
Videoen giver et indblik i, hvordan Dyssegårdens skole og dagbehandling kan skabe rammer for læring, fællesskab, udvikling og trivsel for børn og unge med behov for en specialiseret psykiatrisk indsats.
går tilbage til børn og unge
Dyssegården er en selvejende nonprofit fond. Det betyder, at vi ikke har ejere, aktionærer eller investorer, og at der ikke trækkes overskud ud af organisationen.
De midler, vi genererer, reinvesteres: Til behandlingsindsatsen, de fysiske rammer, den faglige udvikling og de medarbejdere, der hver dag skaber tryghed, behandling og udvikling.
For jer som forældre, pårørende og samarbejdspartnere betyder det én ting: Alt, hvad vi gør, går tilbage til børn, unge og unge voksne.