Miljøterapi med et psykodynamisk grundlag

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 28.09.2026

Relationer, struktur og hverdagslivet er en aktiv del af behandlingen

Miljøterapi er fundamentet for behandlingen på Dyssegården. Gennem relationer, struktur og et trygt hverdagsmiljø arbejder vi målrettet med at skabe de bedste betingelser for udvikling, trivsel og psykisk bedring.

Relationen er vores vigtigste arbejdsredskab.
Når børn og unge oplever tryghed, forudsigelighed og voksne, der bliver ved med at være der,
skabes et godt udgangspunkt for udvikling.

Pædagog på Dyssegården

Psykodynamisk miljøterapi

Miljøet som en del af behandlingen

Miljøterapi er en helhedsorienteret behandlingsform, hvor det omgivende miljø, bestående af lovmæssige, sociale, psykiske og fysiske aspekter, aktivt bruges til at fremme psykisk udvikling og trivsel. I miljøterapi er der således adskillige behandlingselementer, der spænder fra en fast dagsstruktur til udformningen og indretningen af hvert enkelt lokale. I psykodynamisk miljøterapi anvendes samspillet mellem det rolige, strukturerede, forudsigelige og trygge miljø og relationerne til andre mennesker som et centralt omdrejningspunkt. Relationen og samspillet mellem mennesker er drivkraften i udviklingen, der formgives og understøttes af behandlingsmiljøets struktur og form.

Lyt til Socialpædagogernes podcastafsnit om miljøterapi, hvor vi medvirker

Relationer som grundlag for udvikling

Unge i sofaen
Vi bruger meget tid i vores fællesmiljø sammen med de unge.

Miljøterapi har mange behandlingselementer, og der indgår ligeledes mange aktører i ét behandlingsforløb. I psykodynamisk miljøterapi forstås den enkelte særligt ud fra sine relationer til andre mennesker, hvorfor den enkelte og dennes netværk er centrale i behandlingen, ligesom personalet i de tværfaglige teams indtænkes i behandlingens organisering med syn for deres relation til barnet, den unge eller unge voksne. I psykodynamisk miljøterapi er relationelle dynamikker og mønstre derfor centrale, og det er i relationelle samspil, at den unge bl.a. kan udvikle sin selvforståelse, sin evne til at identificere, forstå og regulere behov og følelser samt at opleve emotionelt korrigerende relationserfaringer.

Hverdagen som en del af behandlingen

Fredensborghusets køkkenalrum.
Fredensborghusets køkkenalrum er et leverum, hvor vi spiser, spiller spil, laver krea og nyder en kop kaffe.

At vaske tøj, passe sin personlige hygiejne, øve samtaler og at indtage måltider regelmæssigt er eksempler på andre behandlingselementer i miljøterapien. Mængden af støtte til de særskilte behandlingselementer tilpasses den enkeltes behov og funktionsniveau og inkorporeres i den samlede miljøterapi og individuelt tilrettelagte behandlingsplan.

Gennem mere end 20 år har vi udviklet vores miljøterapeutiske praksis.
For os handler det ikke kun om behandling, men også om at skabe et hjem,
hvor børn, unge og unge voksne oplever tryghed, stabilitet og voksne, der bliver ved med at være der.

Peter Rødbro Johannessen, Direktør på Dyssegården

Daniella fortæller
Kontaktpersonsrollen

I denne video fortæller Daniella om arbejdet som kontaktperson og miljøterapeut på Dyssegården. Videoen giver et indblik i, hvordan relationer, struktur og forudsigelighed danner fundamentet for behandlingen af børn, unge og unge voksne med komplekse psykiatriske vanskeligheder.

Daniella fortæller om kontaktpersonrollen og om betydningen af at være en stabil og gennemgående voksen i den unges liv. Hun beskriver, hvordan Dyssegården er et af de få specialiserede tilbud i Danmark, der kan rumme børn og unge, når de har det allersværest, og hvordan netop det skaber mulighed for at arbejde behandlingsmæssigt med de udfordringer, der fylder i den enkeltes liv.

Læs mere om vores faglige fundament

En selvejende fond
Alt hvad vi gør på Dyssegården,
går tilbage til børn og unge

Dyssegården er en selvejende nonprofit fond. Det betyder, at vi ikke har ejere, aktionærer eller investorer, og at der ikke trækkes overskud ud af organisationen.

De midler, vi genererer, reinvesteres: Til behandlingsindsatsen, de fysiske rammer, den faglige udvikling og de medarbejdere, der hver dag skaber tryghed, behandling og udvikling.

For jer som forældre, pårørende og samarbejdspartnere betyder det én ting: Alt, hvad vi gør, går tilbage til børn, unge og unge voksne.

Læs mere om vores faglige fundament