Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu)

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 26.08.2026

En stu med fokus på udvikling og muligheder

Vi tilbyder stu (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) til unge, der er indskrevet i vores dag- eller døgnbehandling samt voksenhuse. Stu tilbydes til unge, som ikke er klar til en ordinær ungdomsuddannelse, og som tidligere har været igennem mindst ni års skolegang uden nødvendigvis at have afsluttet med en afgangsprøve.

Til unge med særlige behov

Dyssegårdens stu er en treårig ungdomsuddannelse efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Stu har fokus på tre områder, som eleven skal udvikle sig indenfor: Det faglige, det personlige og det sociale område. Formålet med et stu-forløb er at bringe den unge et skridt nærmere et eventuelt uddannelses- eller erhvervsønske.

Målet er ikke, at alle unge skal følge den samme vej.
Målet er, at hver enkelt får mulighed for at udvikle sig i et tempo, der giver mening,
og bliver bedre rustet til uddannelse, arbejde eller et selvstændigt voksenliv.

Lærer på Dyssegården

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte unges forudsætninger, interesser og udviklingsmuligheder. Der arbejdes med struktur, genkendelighed og tydelige rammer, så progressionen sker i et tempo, der er realistisk og støtter den unges nærmeste udviklingszone. Der fastsættes individuelle mål og delmål i samarbejde med den unge, UU-vejleder, sagsbehandler og eventuelt forældre.

I vores stu kan de unge som en del af undervisningen tage del i vores dyrehold.

En samlet behandlingsindsats

På Dyssegården indgår stu som en integreret del af den samlede behandlingsindsats. Undervisning, miljøterapi og psykiatrisk behandling koordineres tæt, så der skabes sammenhæng mellem læring, trivsel og hverdagsliv. Målet er at styrke den unges selvstændighed, livsmestring og muligheder for videre uddannelse, beskæftigelse eller anden meningsfuld aktivitet.

Stu-forløbet foregår på Dyssegården. Afhængigt af den unges mål kan tilbuddet indebære afslutning af fag fra folkeskolen gennem voksenuddannelsescenter (VUC), almen voksenuddannelse (AVU) eller praktikforløb. Ved behov kan den unges kontaktpersoner understøtte den unge i overgangen til eksterne uddannelses- eller praktiksteder.

Som en del af stu har Dyssegården adgang til værksted, dyrehold, kreative faciliteter, træningsrum og udeområder med mulighed for praktiske og fysisk orienterede aktiviteter. Praktikperioder kan indgå som en del af forløbet både internt- og eksternt.

Lærerne indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med det øvrige personale, hvor relationer, kontinuitet og en fælles behandlingsforståelse danner grundlag for den unges udvikling.

Det vigtigste er ikke, at alle unge når det samme mål.
Det vigtigste er, at hver enkelt oplever at bevæge sig fremad
og bliver bedre rustet til det liv, der venter efter stu.

Lærer på Dyssegården

To lærere og en pædagog fortæller
Vores stu med blik for den enkelte

I denne video fortæller to lærere om Dyssegårdens stu, og hvordan undervisning, praktik og fællesskab kan understøtte elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Videoen giver et indblik i, hvad en stu på Dyssegården kan indeholde, og hvordan undervisningen spiller sammen med den samlede behandlingsindsats.

Samtidig får du indblik i nogle af de aktiviteter og læringsmiljøer, som er en del af hverdagen for eleverne.

Kontakt os Læs mere om vores stu, fortalt til børn og unge

En selvejende fond
Alt hvad vi gør på Dyssegården,
går tilbage til børn og unge

Dyssegården er en selvejende nonprofit fond. Det betyder, at vi ikke har ejere, aktionærer eller investorer, og at der ikke trækkes overskud ud af organisationen.

De midler, vi genererer, reinvesteres: Til behandlingsindsatsen, de fysiske rammer, den faglige udvikling og de medarbejdere, der hver dag skaber tryghed, behandling og udvikling.

For jer som forældre, pårørende og samarbejdspartnere betyder det én ting: Alt, hvad vi gør, går tilbage til børn, unge og unge voksne.

Læs mere om vores faglige fundament