Er dit barn i målgruppen?

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 31.08.2026

Sådan bliver dit barn visiteret

Hvis du er forælder eller pårørende til et barn eller en ung under 18 år, som du tænker kunne have gavn af et tilbud på Dyssegården, kan du kontakte jeres rådgiver i kommunen. Det er jeres rådgiver, der tager den første kontakt til Dyssegården.

Herefter vurderer vi sammen med jer, barnet eller den unge og relevante fagpersoner, om Dyssegårdens tilbud passer til jeres barns behov og situation. Det er kommunen, der træffer afgørelse om bevilling af en eventuel frivillig anbringelse.

For unge voksne over 18 år sker kontakt og inddragelse af pårørende altid med samtykke fra den unge selv. Her vurderes tilbuddet i samarbejde med den unge, kommunen og relevante fagpersoner.

Når et barn eller en ung har det svært, påvirker det ofte hele livet. Derfor er vores opgave ikke kun at behandle symptomer, men også at skabe sammenhæng mellem behandling, skole, hverdagsliv og familie.

Afdelingsleder på Dyssegården

Når livet kræver mere støtte

De børn, unge og unge voksne, der kommer til Dyssegården, har typisk psykiske udfordringer, som fylder så meget, at de påvirker både hverdagsliv, skolegang, relationer og trivsel. Mange har svært ved at gå i skole, være sammen med andre eller håndtere de krav og forventninger, som følger med et almindeligt børne- eller ungdomsliv.

Det kan komme til udtryk som angst, indre uro, tankemylder, social tilbagetrækning eller vanskeligheder med at regulere følelser og indgå i relationer. Nogle kæmper også med selvskade, spiseforstyrrelser, psykoser eller andre alvorlige psykiske symptomer.

Fælles for mange familier er, at de gennem længere tid har søgt hjælp og støtte, men uden at tidligere indsatser har været tilstrækkelige til at skabe den nødvendige udvikling eller stabilitet.

Hvem hjælper vi?

Naturbillede.Typiske kendetegn

Vi arbejder særligt med børn, unge og unge voksne, som har:

  • Psykotiske symptomer og lidelser inden for skizofrenispektret
  • Autismespektrumforstyrrelser

Derudover ser vi ofte med:

  • Angst
  • Selvskade
  • Spiseforstyrrelser
  • Personlighedsforstyrrelser
  • Belastningsreaktioner
  • ADHD og andre opmærksomhedsforstyrrelser
  • Tics og Tourettes syndrom

Mange har flere vanskeligheder samtidig, og det er ofte samspillet mellem disse udfordringer, der gør hverdagen vanskelig. Derfor tager vi altid udgangspunkt i den enkeltes samlede situation frem for alene at fokusere på diagnoser eller symptomer. Vores indsats tilrettelægges med blik for både psykiske, sociale, familiemæssige og udviklingsmæssige forhold, så vi bedst muligt kan understøtte trivsel, udvikling og deltagelse i hverdagslivet.

Når der er behov for en helhedsorienteret indsats

De børn og unge, der profiterer af Dyssegårdens tilbud, har ofte behov for en længerevarende og tværfaglig indsats, hvor behandling, skole, hverdagsliv og familieliv tænkes sammen.

Gennem psykodynamisk miljøterapi, struktur, relationsarbejde og specialiseret psykiatrisk behandling arbejder vi for at skabe mere trivsel, øget mestring og håb for fremtiden – både for barnet, den unge og familien omkring dem.

Forældre til Emma fortæller
At være forældre til et barn, anbragt på Dyssegården

I denne video fortæller Emmas forældre, Anette og Sune, om deres oplevelser med at være forældre til et barn med komplekse psykiatriske vanskeligheder. De deler deres erfaringer fra tiden før anbringelsen, om beslutningen om at lade Emma flytte på Dyssegården og om den udvikling, de efterfølgende har oplevet hos deres datter.

Anette og Sune fortæller om de bekymringer, den afmagt og de svære overvejelser, som mange forældre kan genkende, når deres barn har behov for specialiseret psykiatrisk behandling. Samtidig giver videoen et indblik i betydningen af et tæt samarbejde mellem familie og medarbejdere, og hvordan relationer, faglighed og fælles retning kan være med til at skabe håb, udvikling og større trivsel for hele familien.

Se også Klara Katrine fortælle om livet på Dyssegården

Inden vores barn kom på Dyssegården, følte vi ofte,
at vi skulle være meget mere end forældre.
Langsomt fik vi mulighed for at være det,
vi egentlig ønskede at være – mor og far.
Det gav os plads til igen,
at være sammen med vores barn som familie.

Far til en ung på Dyssegården

Direktør Peter Rødbro Johannessen fortæller
Velkommen til Dyssegården

I denne video fortæller Dyssegårdens direktør, Peter Rødbro Johannessen, om den faglige tilgang, hverdagen og de rammer, der kendetegner Dyssegården.

Videoen giver et indblik i, hvordan vi arbejder med behandling, relationer og udvikling for børn, unge og unge voksne med komplekse psykiatriske vanskeligheder.

Kontakt os Læs mere om vores faglige fundament

Anette, mor til Henriette fortæller
At være mor til et barn, som er anbragt på Dyssegården

I denne video fortæller Henriettes mor, Anette, om sine erfaringer med at være forælder til et barn på Dyssegården. Hun deler sine oplevelser af tiden før anbringelsen, beslutningen om at lade Henriette flytte ind og de følelser, tanker og bekymringer, der fulgte med undervejs.

Anette fortæller om betydningen af at møde personale, som både kunne rumme Henriette, når hun havde det allersværest, og samtidig skabe tryghed og støtte for familien. Videoen giver et ærligt og personligt indblik i forældreperspektivet og i, hvordan samarbejdet mellem forældre og Dyssegården kan være med til at skabe håb, udvikling og nye muligheder for både barnet og familien.

Læs mere om vores tilbud til forældre og pårørende