Livet på Dyssegården

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 28.09.2026

Når du flytter ind på Dyssegården, er det dit hjem – for en periode af dit liv

Vi ved, at det kan tage tid at falde til, og vi vil gøre os umage for at støtte dig i at finde ro og tryghed i din nye hverdag.

Dyssegården er ikke kun behandling, men et sted, hvor hverdagen leves, relationer opbygges, og hvor der skal være plads til både ro, udvikling og almindeligt ungdomsliv. Målet er, at du oplever Dyssegården som et sted, hvor du kan føle dig hjemme, være dig selv og gradvist opbygge mere mestring, selvforståelse og håb for fremtiden.

Mere end bare et sted at bo

Vi lægger vægt på at skabe hjemlige rammer med tryghed, genkendelighed og respekt for, at alle er forskellige. Du har dit eget værelse som dit private rum, og der er fællesarealer, hvor hverdagen deles med andre unge og personalet. Her spiser vi sammen, taler sammen og er sammen – også når dagene er svære.

Ung og kanin
På Dyssegården har flere børn og unge deres egne kaniner, som de selv passer.

Hverdag med faste rammer

Hverdagen på Dyssegården rummer både struktur og fleksibilitet. Der er faste rammer og genkendelige rutiner, som skal gøre det lettere at finde ro og overskud i dagen, men også plads til individuelle hensyn, pauser og behov for at trække sig. Nogle dage fylder skole eller behandling mere, andre dage fylder det sociale, fritid eller hvile.

Vi lægger vægt på, at du bliver hørt og inddraget i din egen hverdag og i de ting, der handler om dig. Sammen med personalet arbejder du med at finde ud af, hvad der hjælper dig bedst, og hvordan hverdagen kan fungere på en måde, der giver mening for dig.

Oplevelser, aktiviteter og ungdomsliv

Tur til And Much More
Afdeling Stjernegangen var på den kreative café And Much More i Fredensborg.

Livet på Dyssegården handler også om fællesskab og oplevelser. Der er aktiviteter i hverdagene, ture ud af huset og mulighed for at bruge natur, sportshal og kreative faciliteter. I weekenderne er tempoet ofte roligere, og der er plads til ekstra hygge, shopping i nærmiljøet eller andre fælles arrangementer. Det rolige tempo skaber gode muligheder for at lære de voksne bedre at kende, styrke relationerne og opleve fællesskabet på en anden måde.

Nogle weekender og ferier tilbringes hjemme hos familie, mens andre holdes på Dyssegården. Vi arbejder ud fra et både- og perspektiv, fordi familien altid er vigtig, samtidig med at relationerne og hverdagslivet på Dyssegården også er en central del af behandlingen. Det afhænger derfor af dine behov, din trivsel og dit behandlingsforløb, hvordan weekender og ferier tilrettelægges.

I løbet af året markerer vi højtider som halloween, jul og nytår, og fødselsdage bliver også fejret. Der planlægges desuden fælles ferier og ture både i de enkelte afdelinger og på tværs af Dyssegården.
Læs mere om aktiviteter og fritid

Voksne omkring dig

Ung og kontaktperson med kattekillinger.
Ung og kontaktperson med nogle af vores kattekillinger.

De voksne er en aktiv del af hverdagen på Dyssegården. De støtter, guider og hjælper dig både i de svære situationer og i de helt almindelige gøremål i hverdagen. Samtidig arbejder de på at skabe relationer præget af respekt, tryghed og tillid.

På børne- og ungeafdelingerne er der voksne til stede hele døgnet, også om natten. I voksenhusene er personalet til stede i dag- og aftentimerne og støtter dig i hverdagen, samtidig med at du gradvist øver dig i mere selvstændighed og ansvar.

Mange oplever, at det gør en stor forskel at have nogen omkring sig, som lærer én godt at kende, hjælper med at skabe struktur og bliver ved – også når dagene er svære.

Sofie og Emma fortæller
To unges historier

I denne video fortæller Sofie og Emma fra én af Dyssegårdens børne- og ungeafdelinger om deres hverdag på afdelingen Jupiter. Samtidig får du en rundvisning på afdelingen og et indblik i både fællesområderne og de værelser, hvor de unge bor.

Sofie og Emma giver et indblik i, hvordan det er at bo på en afdeling, hvor hverdagen er præget af struktur, relationer og faste voksne. De fortæller, hvordan det er at bo et sted, hvor der er voksne omkring dem, som følger dem tæt og er en del af deres liv i en periode, hvor de har brug for støtte.

Da jeg flyttede ind, havde jeg svært ved at forestille mig,
at tingene kunne blive bedre. På Dyssegården mødte jeg voksne,
som troede på mig, indtil jeg selv begyndte at gøre det.

Ung på Dyssegården

Klara Katrine fortæller
Jeg bor på Dyssegården

I denne video fortæller Klara Katrine om sine oplevelser med at bo på Dyssegården. Hun deler sine erfaringer med psykiske udfordringer og giver et personligt indblik i hverdagen, de fysiske rammer og betydningen af at modtage støtte i en svær periode af livet.

Videoen giver et ærligt billede af, hvordan det kan opleves at være ung i psykiatrisk døgnbehandling på Dyssegården.

Læs mere om hvem der bor på Dyssegården

Miljøterapeut og ung på Apollo fortæller
Når faglighed skaber trygge relationer

I denne video fortæller Jean, miljøterapeut, og Anders, ung på Apollo, om relationen mellem ung og kontaktperson på Dyssegården. Videoen giver et indblik i kontaktpersonsrollen og i, hvordan tillid, kontinuitet og fælles oplevelser kan skabe et fundament for trivsel og udvikling.

Kontaktpersonen er en stabil og gennemgående voksen, som følger den unge tæt over tid og skaber kontinuitet i et liv, der ofte har været præget af brud. Jean fortæller om betydningen af at være både fagperson, rollemodel og en nærværende voksen.

Anders fortæller om den omsorg, støtte og tryghed, han oplever fra personalet, og om betydningen af at have voksne omkring sig, som er engagerede, tilgængelige og oprigtigt interesserede i, hvordan han har det.