Hverdagen på Dyssegården

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 18.09.2026

Hvordan ser en almindelig dag ud?

Dagene har faste rammer og en genkendelig struktur, så du ved, hvad der skal ske. Dagen kan bestå af skole og beskæftigelse, aktiviteter, samtaler, måltider og fritid. Der er også plads til fællesskab, ture, ferier og hyggelige oplevelser.

Har jeg indflydelse på min behandling?

Ja, din mening er vigtig, og vi gør os umage for at inddrage dig i din behandling på Dyssegården. Du bliver blandt andet inddraget i samtaler med dine kontaktpersoner, afdelingsleder, forældre og kontaktlærer. Du får også mulighed for at fortælle, hvordan du selv oplever din udvikling og dele dine tanker og drømme for fremtiden.

Har jeg indflydelse på min hverdag?

Ja, du bliver inddraget i beslutninger om din hverdag, dine aftaler og dine mål. Du kan også få indflydelse på, hvordan hverdagen på Dyssegården skal være gennem fælles samlinger, husmøder og ungeråd. Din stemme betyder noget, og vi gør os umage for at lytte til dig.

Hvem er de voksne på Dyssegården?

De voksne på Dyssegården er blandt andet pædagogisk- og sundhedsfagligt personale, lærere, psykologer og socialrådgivere. Du møder faste voksne, som lærer dig godt at kende, og som er der for at støtte dig - både når det går godt, og når det er svært.

Hvordan arbejder I med tryghed?

Tryghed er vigtigt. Derfor er hverdagen struktureret og forudsigelig, og du møder voksne, du kender. Relationer betyder meget hos os, og vi ved, at udvikling først sker, når man føler sig tryg og taget alvorligt.

Har jeg privatliv?

Ja. Selvom der er voksne omkring dig, respekterer vi dit behov for privatliv. Du har dit eget værelse og mulighed for at trække dig tilbage. Samtidig er de voksne tæt på, hvis du får brug for støtte.

Må jeg være alene?

Ja, du må gerne være alene. Vi ved, at alenetid og pauser kan være vigtigt, og du har mulighed for at trække dig tilbage på dit værelse eller finde ro for dig selv. Samtidig er de voksne tæt på, hvis du får brug for støtte eller nogen at tale med.

I nogle perioder kan de voksne vurdere, at du ikke skal være alene hele tiden, hvis de er bekymrede for, hvordan du har det. Det gør vi for at passe på dig og hjælpe dig gennem det, der er svært.

Må jeg have telefon og computer?

Ja, du må både have din telefon og computer. De voksne taler løbende med dig om skærmtid og om, hvad du bruger tiden på, så der også bliver plads til søvn, skole, fællesskab og pauser fra skærme. Sammen prøver vi at finde en god balance, der fungerer for dig og din hverdag.