Skole og fremtid
Skal jeg gå i skole?
Skole, uddannelse eller beskæftigelse er en del af hverdagen på Dyssegården. Hvordan det ser ud for dig, afhænger af din alder, dine behov og hvor du er i dit forløb lige nu.
Det at gå i skole, tager vi i dit tempo. Målet er ikke, at du skal kunne det samme som alle andre med det samme, men at du gradvist kan få mere tryghed og tro på dig selv i skole, uddannelse eller beskæftigelse.
Hvad hvis jeg har dårlige erfaringer med at gå i skole?
Så starter vi dér, hvor du er. Hvis skole føles uoverskuelig, arbejder vi med tryghed og små skridt, så du får støtte og ro til gradvist at opbygge troen på dig selv som elev.
Kan jeg tale med nogen, hvis jeg er i tvivl om mig selv eller min fremtid?
Ja, du kan altid bruge dine kontaktpersoner eller andre voksne til at tale om tanker, tvivl, håb og bekymringer. Det kan handle om skole, identitet, relationer, fremtidsdrømme eller noget helt andet. Du behøver ikke have styr på det hele.
Hvordan hjælper I mig videre i livet?
En stor del af arbejdet på Dyssegården handler om dit liv fremover. Sammen arbejder vi med skole, uddannelse, arbejde, bolig og hverdagsliv. Målet er, at du gradvist bliver mere selvstændig og får mere mod på livet på dine egne præmisser.
Hvad sker der, når jeg skal videre?
Når du nærmer dig afslutningen, planlægger vi det sammen i så god tid som muligt. Målet er, at du får en tryg overgang og den støtte, du har brug for.
Hvor længe skal jeg være på Dyssegården?
Det er forskelligt fra person til person. Nogle er her kortere tid, andre længere. Dit ophold bliver løbende evalueret, så det giver mening for dig og din udvikling.