“På Dyssegården bidrager vi til, at børn og unge med psykiatriske lidelser opnår en meningsfuld tilværelse med de bedste muligheder for udvikling. Det gør vi ved at skabe håb, yde støtte og omsorg samt give specialiseret behandling.”
Miljøterapi
Psykodynamisk miljøterapi på Dyssegården
Miljøterapi på Dyssegården er en central behandlingsmodel, der skaber et helhedsorienteret terapeutisk miljø. Vi integrerer nøje de organisatoriske, psykologiske, sociale og kulturelle påvirkninger, der tilsammen udgør en meningsfuld helhed. Vores tilgang sikrer, at alle aspekter af miljøet – lige fra de fysiske rammer til samspillet mellem børnene og de unge – bidrager til den terapeutiske proces. Dette helhedsmiljø er grundlaget for vores behandling og støtter deres udvikling.
Terapi
Terapien er ikke begrænset til faste tidspunkter. Den finder sted i hverdagen, i de situationer og omgivelser, hvor børnene og de unge lever og interagerer. Det kan være i klasselokalet, ved middagsbordet, under fritidsaktiviteter eller på ture udenfor huset. Vi arbejder aktivt for at hjælpe børnene og de unge med gradvist at træde ud i det omkringliggende samfund og genopbygge relationer og færdigheder, som er nødvendige for et meningsfuldt liv. På Dyssegården integrerer vi behandling og dagligdag i ét samlet “leve-lære-miljø”. Her er terapien en del af hverdagen og ikke blot noget, der foregår under planlagte samtaler.
Miljøterapien giver os mulighed for at arbejde terapeutisk hele døgnet. Vi møder børnenes og de unges udfordringer og ressourcer, som de naturligt opstår i deres dagligdag. Hvad enten det er ved måltider, i undervisningen eller på ture, analyserer og reflekterer vi over vores relationer med børnene og de unge. Denne indsigt anvender vi aktivt i behandlingen. Vores psykodynamiske tilgang fokuserer på at forstå de underliggende psykologiske processer og hjælpe børnene og de unge med at bearbejde deres følelser og adfærd i et trygt og struktureret miljø.
Integreret Praksis
Vores miljøterapi bygger på flere grundlæggende principper. For det første er alle aspekter af børnenes og de unges hverdag omhyggeligt tilrettelagt med henblik på at understøtte den terapeutiske proces. Det betyder, at alle involverede parter – barnet/den unge selv, skolen, døgnafdelingen, psykologen, socialrådgiveren, psykiateren, familien og andre fagfolk – bidrager med deres erfaringer og observationer. Sammen skaber vi et helhedsorienteret behandlingsforløb. Her integreres forskellige fagligheder i en tværfaglig tilgang, som sikrer, at hvert barn og hver ung modtager den nødvendige støtte og vejledning i deres personlige udvikling.
Struktur og Forudsigelighed
Et af de centrale elementer i vores miljøterapi er struktur og forudsigelighed. Vi skaber ro og forudsigelighed i tid, sted og rammer. Dette hjælper børnene og de unge med at dæmpe angst og styrke deres selvfølelse. Denne struktur giver også os som behandlere mulighed for at identificere og arbejde med uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som kan opstå i deres hverdag. Strukturen er dog fleksibel. Enhver afvigelse mødes med terapeutisk nysgerrighed og analyse, hvor vi undersøger årsagerne til adfærdsændringerne og hjælper børnene og de unge med at forstå dem.
Relationer
Relationer er den tredje bærende søjle i vores miljøterapi. Vi arbejder intensivt med relationerne mellem børnene og de unge og personalet samt de relationer, de unge indgår i med hinanden. Især kontakten mellem børnene/de unge og deres kontaktpersoner er en nøglefaktor i terapien. Gennem stærke og støttende relationer arbejder vi med terapeutiske processer, der fremmer barnets eller den unges personlige og sociale udvikling. Relationerne bliver et redskab til at skabe tillid og tryghed. Således bliver det muligt for børnene og de unge at udforske deres følelser, adfærd og reaktionsmønstre i et sikkert miljø.
Mange Bække Små
I vores miljøterapi følger vi princippet om de ”mange små bække”. Det vil sige, at behandlingen ikke nødvendigvis handler om store gennembrud eller aha-øjeblikke. Men i højere grad om en vedvarende proces, hvor børnene og de unge langsomt, men sikkert, udvikler sig gennem kontinuerlig støtte og opmuntring. Gennem denne proces lærer de at give slip på irrationelle antagelser og opbygge nye, mere hensigtsmæssige mønstre i deres hverdag. Vores fokus ligger på at støtte deres interesser og aktiviteter samt hjælpe dem med at udvikle de praktiske og sociale kompetencer, der er nødvendige for at klare sig som selvstændige individer. Hvad enten det drejer sig om at lægge et budget, lave mad eller indgå i sociale fællesskaber.
Tværfagligt Samarbejde og Professionel Støtte
Beslutninger om institutionens struktur, ledelse og fysiske rammer træffes altid med henblik på at understøtte den terapeutiske proces bedst muligt ud fra vores psykodynamiske tilgang. Behandlingen af børn og unge på Dyssegården kræver højt kvalificeret personale. Derfor er alle vores behandlingsmedarbejdere fagligt uddannede som social- og sundhedsassistenter, pædagoger, sygeplejersker eller skolelærere. Vi tilstræber en ligelig fordeling mellem sundhedsfagligt og pædagogisk personale for at sikre en balanceret og helhedsorienteret behandling. Den tværfaglige tilgang gør det muligt at tilbyde en skræddersyet behandling, der tager højde for både psykologiske, sociale og praktiske behov.