Uddannelsesdag satte fokus på kontaktpersonens centrale rolle
På vores sidste uddannelsesdag inden sommerferien samlede vi medarbejderne på Dyssegården til en dag med fokus på kontaktpersonsfunktionen og den betydning, relationen har i det miljøterapeutiske behandlingsarbejde.
Kontaktpersonen spiller en central rolle i Dyssegårdens psykodynamiske miljøterapi. Gennem en stabil og vedholdende relation og et tæt samarbejde med barnet, den unge eller den unge voksne, familien og det øvrige netværk er kontaktpersonen med til at skabe sammenhæng og kontinuitet i behandlingsforløbet.
Når relationen er en del af behandlingen
Dagen satte blandt andet fokus på, at relationer ikke blot er noget, vi arbejder med – de er også noget, vi arbejder i. Kontaktpersonsfunktionen stiller derfor krav til både faglighed, selvindsigt og autenticitet.
I arbejdet med børn, unge og unge voksne med komplekse psykiatriske vanskeligheder kan der opstå stærke følelser, tilknytningsmønstre og relationelle dynamikker. På uddannelsesdagen arbejdede medarbejderne blandt andet med, hvordan det kan opleves at blive valgt til eller fra, hvordan idealisering og afvisning kan påvirke relationen, og hvilken betydning mentalisering, tilknytning og modoverføringsreaktioner kan have for samarbejdet.
Det er relationelle processer, som kalder på faglig refleksion, supervision og en vedvarende opmærksomhed på både barnet eller den unge og på os selv som fagpersoner.
Et historisk valg på Dyssegården
Uddannelsesdagen blev samtidig rammen om en særlig begivenhed. For første gang i Dyssegårdens historie blev der afholdt valg til posten som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.
Valget er et nyt skridt i arbejdet med medarbejderinddragelse i organisationen. Tanja Björkvig, lærer på Dyssegårdens skole, blev valgt som medarbejderrepræsentant og skal fremover bidrage med erfaringer og perspektiver fra praksis i bestyrelsens arbejde.
Dagen gav også anledning til at fejre flere jubilarer og markere andre begivenheder blandt kollegerne. Det blev samtidig en markering af den erfaring, faglighed og det engagement, som medarbejderne på tværs af Dyssegården bidrager med hver dag.
Uddannelsesdagen blev rundet af med fælles frokost og tid til samvær på tværs af organisationen.
Tak til alle medarbejdere for et halvår præget af fagligt engagement og et fælles arbejde for at skabe udvikling, trivsel og håb for de børn, unge og unge voksne, vi er her for.
Kursus i defusing og debriefing styrker den faglig…