Uddannelsesdag med fokus på trivsel, egenomsorg og arbejdsglæde

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 05.10.2026

På Dyssegårdens anden uddannelsesdag i år var medarbejdernes trivsel i centrum. Dagen satte fokus på trivsel, egenomsorg og humor – og på, hvordan vi som fagpersoner kan passe på os selv og hinanden i et arbejde, der både kan være meningsfuldt og krævende.

Dagen blev indledt med et fagligt oplæg fra Dyssegårdens chefpsykolog, Mathias Lundkvist, om trivsel og egenomsorg. Herefter bidrog psykolog Solveig med yderligere perspektiver og refleksioner over betydningen af egenomsorg i arbejdet med andre mennesker.

Humor som en ressource i hverdagen

Der blev grint flere gange, under oplægget med Karen-Marie Lillelund.
Der blev grint flere gange, under oplægget med Karen-Marie Lillelund.

Senere på dagen fik vi besøg af Karen-Marie Lillelund, som med både faglig indsigt og humor satte fokus på humor som en ressource for arbejdsglæde og trivsel.

Et centralt perspektiv i oplægget var, at humoristisk overskud ikke nødvendigvis er noget, man enten har eller ikke har. Humor kan trænes og udvikles gennem bevidsthed og øvelse og kan være en værdifuld ressource både i arbejdslivet, i vores relationer og i mødet med os selv.

Oplægget satte samtidig fokus på vores egen rolle i relationen til andre. Vi kan ikke nødvendigvis ændre andres adfærd, men vi kan være bevidste om vores egne reaktioner og den måde, vi møder forskellige situationer på.

Tak til Karen-Marie Lillelund for et levende og inspirerende oplæg, der både gav anledning til grin og refleksion.

Fra faglige perspektiver til egen praksis

Efter frokost fortsatte arbejdet i de enkelte afdelinger, hvor medarbejderne gennem cases og fælles refleksion arbejdede videre med dagens temaer og deres betydning i den daglige praksis.

Som psykiatrisk børne- og ungehjem samt botilbud prioriterer vi løbende kompetenceudvikling og et stærkt fagligt fundament. Arbejdet med medarbejdernes trivsel og egenomsorg er en vigtig del af dette. Når medarbejderne har gode faglige og organisatoriske rammer for at passe på sig selv og hinanden, understøtter det samtidig vores fælles arbejde med at skabe en kvalificeret og omsorgsfuld behandlingsindsats for børn, unge og unge voksne.

Seneste nyt
Flere nyheder fra Dyssegården