At starte på Dyssegården
Hvad er Dyssegården?
Dyssegården er et sted for børn, unge og unge voksne, der har det svært psykisk og har brug for støtte i hverdagen. Her arbejder personale med erfaring og faglighed sammen om at skabe trygge rammer, hvor du kan få ro, støtte og mulighed for at udvikle dig i dit eget tempo.
Hvorfor skal jeg flytte ind på Dyssegården?
Du flytter ind her, fordi du i en periode af dit liv har brug for mere støtte, tryghed og hjælp i hverdagen. Det er en frivillig anbringelse, og derfor skal du give samtykke til, at du bor på Dyssegården. Målet er, at du får det bedre, lærer dig selv bedre at kende og bliver bedre rustet til hverdagen, skole, beskæftigelse og fremtiden.
Hvem bestemmer, at jeg skal være her?
Du har givet samtykke til, at du gerne vil bo på Dyssegården for en periode. Det er din kommune, der har været med til at beslutte, at Dyssegården er det rette tilbud for dig.
Har jeg indflydelse på mit forløb?
Ja, din mening er vigtig, og vi gør os umage for at inddrage dig i din behandling på Dyssegården. Du bliver f.eks. løbende inddraget i samtaler med dit behandlingsteam. Du får også løbende mulighed for at fortælle, hvordan du selv oplever din udvikling og dele dine drømme for fremtiden.