Hverdag og husets rammer

Print Forstør tekst
Del
Senest opdateret 18.08.2026

Praktisk information om hverdagen og rammer.

Husorden

På Dyssegården har vi husordener, som beskriver de fælles rammer og forventninger i hverdagen. Formålet er at skabe trygge, forudsigelige og udviklingsstøttende rammer for alle børn, unge og unge voksne, der bor hos os.

Husordenerne understøtter det fælles hverdagsliv og kan blandt andet omhandle praktiske forhold, samvær, fællesarealer, søvn, besøg og andre forhold, der har betydning for trivsel og fællesskab.

Vores husordener anvendes som et pædagogisk og strukturerende redskab efter gældende lovgivning på området og erstatter ikke individuel støtte, relationsarbejde eller socialpædagogiske indsatser.

Husmøder

Vi afholder jævnlige husmøder i Fredensborghuset samt i Voksenhusene, med det formål at inddrage og sikre medindflydelse. Husmøderne er et rum, hvor de der bor sammen, kan tale om de emner der aktuelt fylder i afdelingen og hvis de ønsker eller har forslag til konkrete ændringer i hverdagen. Husmøderne faciliteres i et samarbejde mellem børn, unge og unge voksne og personalet.

Dresscode og make-up

På Dyssegården støtter vi dit barn i at udtrykke sig i forhold til f.eks. tøjvalg og make-up. Hvis miljøpersonalet vurderer, at dit barn anvender make-up, der kan virke skræmmende, vil dit barn blive opfordret til at fjerne dette.

Hvis dit barn har selvskadet, vil vi opfordre dit barn til at dække det til med enten plaster eller tøj, indtil det er helet. Dette sker af hensyn til de øvrige børn og unge, som dit barn bor sammen med.

Når dit barn går i skole, må dit barn ikke bære udklædning.

Frisør

Vi støtter børn og unge i at komme til frisør og Dyssegården giver et økonomisk bidrag til klipning. Hvis dit barn ønsker andre behandlinger, skal dit barn selv bruge sine lommepenge eller du som forældre skal yde et økonomisk tilskud.

Skærmforbrug og digital adfærd

Da vi gerne vil støtte dit barn til en god nattesøvn, har vi på børne- og ungeafdelingerne lukket for internettet kl. 23.00 til kl. 05.00 fra søndag til fredag og fra kl. 00.00 til kl. 05.00 fredag, lørdag, søgnehelligdage og i ferier. Derudover har vi installeret filtrering i vores internet, således at vi har blokeret for voksenindhold.

Sove sammen

Hverdage

Generelt gælder den regel, at dit barn ikke må sove sammen med andre på hverdagsaftenener af hensyn til, at de skal kunne sove godt og være udhvilede samt af hensyn til de øvrige unge.

Weekender, helligdage og ferier

Dyssegårdens børn, unge og unge voksne må som hovedregel gerne sove sammen på hinandens værelser i weekenderne. Der skal altid foretages en individuel vurdering og efter aftale med forældremyndighed eller værge.

Sove ude

Hvis dit barn er under 18 år, vil vi ringe og få tilladelse fra forældremyndighed eller værge forud for et evt. planlagt samvær med venner, veninde og kæreste hvad end det er på Dyssegården eller ude i byen. Vi indsamler kontaktoplysninger og informerer om kontaktoplysninger til Dyssegården. Hvis den unge er over 18 år, har vi samme procedurer medmindre andet er aftalt.

Kæledyr

På Dyssegården kan dit barn holde for eksempel kanin eller marsvin udendørs i et af vores marsvin- eller kaninhuse. Anskaffelse af kæledyr er altid efter aftale med dit barns faste behandlingsteam. Det er ikke muligt at holde kæledyr indendørs på Dyssegården. Hvis dit barn derfor får besøg af sit kæledyr (f.eks. en hund eller kat), skal besøg altid foregå på vores udendørsarealer.