Citat af forældre:
“Vi har her mødt nogle folk, der tog en masse fra vores skuldre. Vi fornemmede hurtigt, at det er super kompetente folk, som godt ved, hvad vi har været igennem. Det er først, når man kommer ud på den anden side, man fornemmer hvor meget krise, man har været i.”
Forældre
“Vi støtter forældrene i et struktureret samarbejde”.
Dyssegården gør meget ud af at inddrage forældre så meget som muligt og hensigtsmæssigt i et struktureret samarbejde samarbejde består af mindst to årlige samtaler, deltagelse i statusmøder, skole-hjem-samtaler samt hyppige telefonsamtaler. Derudover tilbydes individuelle rådgivningsforløb og undervisning til forældre og pårørende.
Men også det uformelle og hyggelige vægtes højt: Første søndag i advent inviteres forældre, søskende og bedsteforældre, og på sidste skoledag fejres de unge med overrækkelse af eksamensbeviser. Derudover arrangeres der udflugter, fællesspisning og boldspil – alt det, der skaber fællesskab og gode oplevelser.
Der er mulighed for at låne et gæsteværelse efter individuel aftale med de pårørende/forældrene. Vi slår gerne flere typer møder sammen, hvis man kommer langvejs fra.
Forældresamtaler
Dyssegården indkalder til mindst to årlige forældresamtaler – i daglig tale kaldet familiesamtaler. Deltagerne er forældrene, en af den unges kontaktpersoner samt afdelingslederen. Hvis der er behov for det, deltager Dyssegårdens socialrådgiver eller psykolog også i møderne. Formålet med familiesamtalerne er at udveksle erfaringer og at give Dyssegården mulighed for at fortælle om behandlingsarbejdet samt inddrage forældrene i vores forståelse af den unge og vores tilgange.
Forældreinddragelse i statusmøder
Vi afholder statusmøder to gange årligt. Deltagerne er forældrene, kommunen og Dyssegården. Formålet med mødet er at give den anbringende kommune og forældrene en beskrivelse af udviklingen siden sidst, så kommunen kan vurdere, om det er den rette foranstaltning, og om den skal fortsætte.
Skole-hjem-samtaler
Skole-hjem-samtaler afholdes minimum to gange årligt. Deltagerne er den unge, forældrene og en eller flere af Dyssegårdens lærere. Formålet er at give en status på udviklingen siden sidst og i fællesskab med den unge og forældrene at sætte realistiske mål for den kommende skoleperiode.
Hyppig telefonisk kontakt
Forældrene bliver ugentligt, eller efter aftale, ringet op af en af barnets eller den unges kontaktpersoner. Formålet er at give en opdatering om den generelle udvikling i hverdagen, så forældrene har mulighed for at følge deres barns udvikling. Telefonsamtalerne kan også bruges til praktiske og koordinerende formål.
Forældrearrangementer
Vi afholder arrangementer for de pårørende til de unge, der er indskrevet på Dyssegården, 1-3 gange årligt. Herunder er bl.a. vores sommerarrangement, som skolen afholder, hvor de unge modtager eksamensbeviser. Derudover har vi tradition for at invitere til en undervisningsaften, hvor der er mulighed for at tale med andre pårørende.